Værelse 415

Jeg har efterhånden boet på en del hoteller i Danmark, nogle flerstjernet og andre stjerne billige, og på trods af forskellighederne, fra værelser med minebar og udsigt, badekar og fladskærm, til toilet på gangen, udsigt til murer og nattens piger kørende penge ind på lagnet i naboværelset, så plejer der at være den fællesnævner, at sengen i det mindste er god.
At man kan se frem til minimum noget der svare til en dobbeltseng, at man kan være sikker på at ligge udstrakt, både med arme og ben, og med åbent kropssprog byde hoteloplevelsen velkommen.

Denne uskrevne regel har så godt som altid fuldt mig i min rejse gennem landet, lige indtil jeg ramte Århus og tjekkede ind på Cabinn Hotel. Allerede ved checkinn fik jeg nervøse anelser, da det ikke ligefrem lover kvalitet og storhed at dele indgang med en anden virksomhed, i dette tilfælde en hel række, og det mest lysende skilt ved indgangen var da også Djurslands Bank.
Ankommer lidt sent, omkring 22 tiden en søndag og spørgsmålet, hvor man kan finde noget at spise besvares med at man måske kan være heldig at finde noget i 7 Eleven.

Derfra går retningen mod 4. sal med plastik nøglekortet i hånden, passerer ”foyeren”, der emmer af svømmehal og ender op ved værelse 415, hvor døren åbnes og jeg stirrer ind i et rum på størrelse med en liggende telefonboks. Gulvtæppet er lilla med små trekanter i andre nuancer, mens håndklæderne og stigen, der hænger på væggen, hvis man ønsker opredning i køjesengs stil, ridder en fesen lysegrøn. Et smalt skrivebord sniger sig langs væggen, over det et trøstesløst maleri, der flotter sig med at det er skabt unikt til hotellet, og på modsatte side, en halv arms penge derfra, står sengen, der nærmere må betegnes som en briks, og sætter ideer i gang, om man hellere skulle sove i vindueskarmen, da den lader til at være bredere.

Hele rummet er indkapslet i "Vi skjuler noget med denne duft, der er tiltænkt som neutral, men frisk" og oppe under loftet hænger et minimalt tv, der kun kan afsende to danske, et par tyske og et udvalg af PayPerView kanaler ned mod gulvet, først skal fjernbetjeningen dog daskes varm før den virker, og var værelset ikke så småt, ville billedet aldrig komme hele vejen ned til en - dets placering fremkalder minder om tordene præster på prædikestolen, som det troner på sin hvidlakerede hylde i højden.

Da sengen endelig rammes må det erkendes at den ikke bare ser smal ud, men også er det, fødderne er fanget under vindueskarmen, eneste mulige soveposition er på siden, for at kunne være i sengen, og i det øjeblik stifter man bekendskab med den manglende isolering, naboen snorker højlydt, badeværelset afsender konstante pivetoner, og mens man venter på at falde til ro, opdager man hurtigt at det eneste der kan sove dette sted, er armene, man for længst har mistet følelsen i.

(Skrevet januar 2010)