Når man med to timers søvn i kroppen, og en smule tømmermænd, pløjer gennem landet i Ic 129, med endestation Lindholm, er det som om, at alle ens sanser er mere på tæerne.
Dette rullende sociologiske studie, af folks vaner, der med et trylleslag har rykket de hjemlige vaner ud i det offentligt rum, og gør at man de næste par timer er tvangsindlagt til at prøve at komme over ens, da alle er fanget i det samme rejsende cirkus, men med hver deres selvvalgt endestation.
Med blot bordet som bygrænse, kræver et ældre ægtepar sig fuld opmærksomhed, som de hoster, pudser næse, og Sudoko-diskuterer sig tættere og tættere på Korsør.
På den anden side af midtergangen, der løber som en hellig flod gennem togstammen, har et ægtepar i 30-40’erne smidt sko og strømper, hun fundet paperback krimien frem, mens han storgabende fylder hovedet med musik fra Ipoden.
Som et fast indslag glider døren dovent op, og sender henholdsvis ældre mænd i for korte shorts, cello slæbende piger og kaffe bærende personer forbi mig. Scenariet slår mig, som den menneskelige udgave af bagagebåndet i lufthavnen, og det spændende i, hvem der kræver ejerskab af personen der glider gennem døren.
Rundt omkring i kupeen sidder folk og sover, i hver deres mere eller mindre heldige position. Damen ved vinduet, hvis hoved hænger tungt på skulderen, den rutinerede med solbriller på, for at skjule søvn i øjnene, den ældre hvis mund står vidt åben, og lyd minder om Vesterhavet og lytten til konkylier, og den unge kvinde, som faretruende lader hovedet hænge ud i midtergangen, og blidt aes over håret, med folks ender, når de prøver at snige sig forbi.
De avis-læsende, bærbar-klimterne, børnefamilierne, og personen der konstant ringes op, blot for at svare på, hvor langt han/hun nu er kommet, og altid har den højeste, og for tiden, mest retro ringetone.
(Skrevet august 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar