Der er steder og ting man nærmest dagligt passerer, men aldrig undersøger eller benytter sig af, jeg har valgt at udfordre mig selv og kaste mig over nogen af de ting. I dag stod den på centrum, downtown København, vores hovedstad som turisterne, både for udlandet og oplandet, møder den.
Stod af på Nørreport, slentrede i flok med de andre turister, ned af Frederiksborggade, kiggede på butikker, og ikke mindst mennesker, skød gennem Jorcks Passage, lagde vejen forbi Gammel Torv/Nytorv, så Amnesty kaste sig glubsk over de forbipasserende, der roligt sejlede forbi, fangede Sanger Søren med stadig imponerende volume på den vanlige ”Røde tråd” og zigzaggede gennem den stadig voksende hær af professionelle skilteholdere, der lokker med alt fra piercinger til pasta.
Tager man sig der i mod også tiden til at se gennem bygningernes udklædning, med slagtilbud og buldrende bas, så byder indre by på en del flotte gamle huse, men det er nok de færreste på jagt efter nyt tøj, der sænker farten ved Skindergade, lader tankerne falde på Reinholdt W. Jorck, inden de dykker videre ud i Strøget og dets tilbud.
Som jeg stod der i indre by, meldte sulten sig, og for at køre den turist-stil, gik jeg efter de største skilte, de mest prangende overskrifter og lovning om buffet for næsten ingen penge.
Endte på en Mexicansk af slagsen, to trin nede og med næsten samme temperatur i restauranten som udenfor. Tjeneren måtte hentes i køkkenet, hvor en samtale var mere underholdende, end det næsten tomme rum, hvor kun en enkelt herre kørte de sidste bider indenbords.
For anvist bord ved vinduet, bestiller en cola og slentrer mod buffeten, bevæbner mig med tallerken og går ombord i, hvad der er 5 varmeplader/kar. Der er en form for pasta, pommes fritter, med en enkelt blæksprutte-ring, kartofler, blandet sammen med kylling og en kødsovs, der vist er tiltænkt chipsene, som dovent flyder i en skål, som var de glemt fra en fest dagen før. Ovenover, sådan lænet op af væggen, står tre tallerkner med hver deres pizza, med en lampe pegende på dem, tanken var nok at holde dem lune på den måde, hvilke mislykkes fuldkommen, da de må betegnes som godt gammeldags kolde.
Tilbage ved bordet står en balje af en Cola, som selvfølgelig også skal vise sig, at koste mere en selve maden, og som jeg sidder der og smager på varerne, slår det mig at uanset hvad der tygges på, så er der ikke rigtig nogen smag at hente, på trods af det, efterlades man med en fornemmelse af at det man spiser, er stærkt, hvilke måske kan forklare prisen, og størrelsen på colaen, og netop sidstnævnte sender en mod det lille hus, hvor man har fornøjelsen af at restauranten sådan skifter i duft, jo tættere man kommer, desto stærkere bliver lugten af toiletrens. På den anden side af døren viser det sig at toilettet ikke kan skylle og da jeg tænder vandet for at vaske hænder, knækker hanen af, og kun med MacGyver snilde, lykkes det at stoppe en oversvømmelse, hænderne kan ikke tørres, da der ikke er papir og blæseren har for længst åndet ud.
Henter igen tjeneren i køkkenet, betaler, og en kvalme har nu meldt sig, og der må spyttes ivrigt på gaden udenfor, for at komme af med den værste smag af olie. Ikke lige frem en gourmet oplevelse, hvilke man måske heller ikke forventer sig. Selvom det er et sted at spise, er det nok et af de steder, hvor det handler mindst om maden, det er skiltet på gaden der er vigtig, den overkommelige pris, stedets placering og at området hele tiden sender nye ofre ind af døren. Og som jeg forlader steder, træder tre turister da også ind af døren, på vej til at stifte bekendtskab med maden i København – centrum.
(Skrevet februar 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar