Nede i skoven

Det er svært ikke at forelske sig betingelsesløst i dem, lige på stedet, kærlighed ved første blik, og umulige at slå ud af hovedet igen, nogensinde.

De der helt naturlige og smukke piger, de der så smukke at det næsten gør ondt at kigge på dem. Ikke dullet-op smukke, men ganske enkelt helt og aldeles smukke fra naturens side. Deres smil der drager en til sig, deres væsen, og deres måde bare at svæve rundt blandt os andre dødelige. Deres måde at kigge i øjnene på når de siger hej, som havde man kendt dem hele livet, og man fornemmer dem nærmest i slowmotion, med håret blafrende og med en duft så dejligt at det kan få en voksen mand til at græde.

Når de ikke er inde for synsvinklen afspilles de som en film på nethinden, og deres smil virker nu endnu mere dragende. Tanken om at være velsignet med gensidig interesse fremstår næsten mere skræmmende, end hvis sagen var den modsatte. Tanken om den lidt længere øjenkontakt, intimsfæren der langsomt formindskes til man mødes i det første kys.

En af dem er jeg netop stødt på, som jeg har meldt min ankomst på Krogerup Højskole, hvor den i aften står på Vinterlyd, hvor jeg skal læse op, og der kommer en række bands og spiller. Nu sidder jeg og tamper i tastaturet på værelse 28, og prøver at fokusere på kommende oplæsning, og ligge den unge dame bag mig, de øjne der som det første fangede mig, da jeg slog døren op til højskolen, og nu sidder så smukt i mig. Og hele Humlebæk er smuk, nænsomt belagt med et tæppe af sne, marker som træer, kun en halv times tid fra København, og alligevel som at være i et andet land.

Gåturen fra stationen varslede allerede om eventyr, den lille sti der sniger sig snebeklædt langs marker og banelegemet , og den middelaldrende mand jeg spørger om vej, sætter ord på netop dette sted ”Følg stien ned i skoven, der deler den sig i tre, du skal tage den midterste” Og det er netop her jeg er , nede i skoven, ikke ude i skoven, over i skoven, men helt og aldeles, med hjerte og sjæl, nede i skoven.

(Skrevet december 2010)