Det er ikke altid den mest raffinerede måde at ens hukommelse bliver udløst på. For et par dage siden røg jeg mig godt skæv, og stenede film med en god ven, på vej hjem endte jeg med at stå et kvarters tid og vente på Metroen, og som jeg stod der i natten og kiggede ud på Ørestaden begyndte mine tanker at flakke tilbage til da jeg var yngre, gik i folkeskole, tidligere kærester, venskaber og hvor svært det egentligt er at genkende sig selv fra den gang.
Der dukkede mennesker op, steder, oplevelser op, som jeg ikke har tænkt på siden de fandt sted. Følelser som virkede så voldsomme dengang og tanker om at man aldrig ville kunne komme igennem dem – piger man var overbevist om man aldrig ville komme sig over, aldrig glemme, er alligevel forsvundet i årene, og vendte først tilbage der på perronen.
Det var som om at årene dengang var mere opdelt, man havde klassebillederne til at holde styr på det – nu smelter det hele mere sammen, og jeg kan kun regne mig tilbage via tidligere udgivelser, mit hjemløs år og andre punktummer i tiden.
Da jeg stod der og bladrede i det mentale fotoalbum, og prøvede at sætte den jeg er i dag op mod mit tidligere jeg, var det næsten svært at se det var den samme person. Heldigvis er man kommet videre, blevet klogere, udviklet sig og dermed også været nødt til at efterlade, både mennesker og steder, for ikke at gå i stå, men det er samtidigt også vigtigt at huske hvor man kommer fra, hvem man er og hvad man har oplevet, for ikke at komme til at gentage sig selv.
Der i natten dukkede ting op, som, da jeg dengang stod midt i det, opslugte mig fuldkommen, om det var forelskelse eller fortabelse. Nu dukkede de op en frostklar januar nat, som en flygtig tanke, et postkort fra fortiden om hvem man er, hvad man er gjort af, og at det hele nok skal gå, uanset hvor gråt det til tider kan se ud.
(Skrevet januar 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar