
Havde den udsøgte fornøjelse at drikke en fyraftensøl på Post-Pub i Lyngby i dag, det sted emmer af inspiration. Det minder lidt om en skrabet udgave af Hviids Vinstue, eller et godt slidt Rio Bravo, bare uden Western tema.
Bænket i båsen hviler dækservietten tungt over det brune bord, med farver og layout som taget ud af 80'ernes fodbold mani. Den oplyser om 35 års jubilæum, og selvom den er skabt i 2007, er designet på ingen måde opdateret. Bag baren står det rutinerede personale i hvid skjorte og sort vest, og serverer gerne i disse tider, en omgang Gløgg med druknede rosiner og lidt brune kager at bide i.
Fra loftet falder et lettere lyserødt skær, og vender man ansigtet opad, ville man fra skulderhøjde og opefter sagtens kunne blive bildt ind, at man befandt sig på en kinesisk restaurant, med hvad der dertil hører af bambus og andet nips.
Den største oplevelse var turen mod toilettet, støbejerns-gitteret, den smalle gang snigende sig forbi de tre kroniske spilleautomater man altid finder sådan steder, nu blot fængslet i glas til rygerne, trapperne ned til toilettet, det udtørrede springvand, skiltet "Gentleman", 3 D oplevelsen af grønne 70'er klinker over hele badeværelset, vægge som loft og kondomautomaten der ikke har virket siden den gamle 5'er gik på pension.
Når jeg er sådan steder for jeg altid lyst til at få mig et gammelt slidt værtshus, det skulle hedde Skafottet eller Ba-Bu, og mere eller mindre kun være for stamkunderne, der alligevel har mit telefonnummer, og kunne ringe og høre om der var åbent.
(Skrevet julen 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar