Aftentur

Bor Østerbro for tiden, nærmere bestemt et par opgange fra hvor Strunge lagde vinduet bag sig, og har nu for anden gang taget mig en aften-gåtur rundt om en af søerne. Det er et helt andet København jeg oplever, det er både fremmed og bekendt på samme tid. Der emmer en ro når man går der, trafikken driver langsomt, som lysende øjne, ude på vejene, og omkapsler vandet, der skaber plads til mørket, lige midt i byen, og iklæder alle ansigter skumringens mystik.

Man kan kun fornemme de passerendes ansigter, ikke se alle træk. Og måske den anonymitet gør at man kan få lov til at høre alle deres tanker, i form af samtaler. Fra de to veninder med snak om efternølere, drengene på bænken, om hvorvidt Dan Turéll havde boet ved Søerne, eller blot de tunge vejrtrækninger fra motionisterne, mens de overhæler en.

Til tider sætter jeg mig på en af bænkene og suger det hele til mig, som i dag, hvor månen står flot og spejler sig i vandet, mens flagermusene styrtdykker efter insekter, lyden af grus under skoene, de sagte samtaler, trafikkens susen, duftene, træer og blomster der endelig gør sig til igen. Og midt i det, mig, med lige dele nye og gamle indtryk.

Nye da jeg sikkert ikke har mødt alle disse mennesker før, og gamle, da hver person der passerer mig kaster glimt af minder af sig, de uskarpe ansigter i mørket gør at hver en kvinde kunne være en ekskæreste, en pige man aldrig fik fat i, eller ens kommende kærlighed. Kun åndedraget, ansigtets væsentligste træk, og måden at bevæge sig på, slipper gennem tusmørkets censur.

Flakkende gennem byen

Jeg har i fem uger været uden fast tag over hovedet, endnu engang lagt et lejemål bag mig, for at udfordre mig selv, og min skrift. Tilføje nye input, se København fra nye vinkler, og dreje rundt om nye hjørner.

Ønsket er at tage et par måneder, blandt andet på diverse hoteller, hvilke har bragt mig ind af Københavns ældste svingdør, der stadig sender folk ind i lobbyen på Hotel Astoria. Har sendt mig ned af gangen på Turisthotellet, for at tage bad, og tilbage på det klaustrofobiske værelse på størrelse med en kummefryser. Der helt legalt har ladet mig ryge smøger på mit værelse på Hotel Copenhagen Crown, da de stadig har rygerværelser.

Netop nu sidder jeg i en lånt lejlighed i Sydhavnen, kun få meter fra hvor jeg boede en del år tilbage. Ejeren er væk en uge, og har ladet mig bo her imens. Hun er næsten lige flyttet ind, hvilke lejligheden bærer præg af, og udover at være særdeles minimalistisk indrettet, er gulvene også ubehandlede, hvilke gør at man kun må færdes på strømpesokker, og nærmest skal indtage sine måltider med afdækningsplads under sig, for ikke at efterlade mærker.

Hvert hotel, hvert værelse, hver lejlighed har bragt sine historier med sig, sat sig i mig, noget af det vil måske med tiden blive til digte, andet vil måske blot sidde som minder, levet liv, der giver erfaringer, og dermed styrker skriften.

Selvom det er selvvalgt er det altid hårdt ikke at have et hjem, man flakker omkring, man risikerer at blive flyvsk, rodløs, og til tider rastløs, men det giver også en masse oplevelser, historier, indtryk, der alt sammen er nødvendigt for min skrift, og til d. 1 er planen at få fast adresse igen, for igen at kunne fokuserer og forhåbentlig skrive nogen af de mange oplevelser, indtryk ind i nye digte.

Nordvest

Nordvest. Det er her, jeg har mit skriveværksted. I et gammel bordel. Med ferskenfarvede linoleumsfliser og sirligt hul i panelet, hvor overvågningskameraet sad, så pigerne kunne holde øje med kunderne, der ventede med fingeren på dørtelefonen. Med kammeret med mærker i væggen, der hvor korset hang, og pisken hyppigt svunget. Med store kroge i loftet, som jeg ikke tør tænke alt for længe over, hvad de har brugt til. Og det lille værelse med sminkespejlslamperne, der kan dæmpes, spabadet og den efterladte opslagstavle bag på døren med rengøringsplan og ugentlige pligter.

Og med en bankboks, svarende til et mellemstort værelse, der først blev skåret op, da jeg overtog lejemålet. Fra dengang, der her var skattekontor. Med efterladte kassettebånd fra dengang, SF holdt til i lokalerne. Med støvede optagelser af højrøstede revolutionære snakke, klirrende service og en møde-stemning fra længe inden, rygeforbuddet blev indført. Nordvest, som med historien drivende ned af væggene, gør mig så nysgerrig på alle disse mennesker og historier, at det sætter sig i min skrift.

Nordvest. Med frisørsalonen Niven Klip for foden af opgangen, hvor man for 99 kroner både bliver klippet, barberet, og vender verdenssituationen, som den udspiller sig inde bag ruderne, hvor drengene sidder på række og bladrer i gamle ugeblade, inden det bliver deres tur til at få mere plads under kasketten. Niven Klip, hvor man kan få nærmest filosofiske råd med på vejen, som dengang, jeg sad i frisørstolen, mens en fyr rendte med deres cykelstativ. Og frisøren spænede ikke efter ham, mens han blot helt roligt sagde: »Han havde sikkert mere brug for det end mig. Jeg håber, han bliver glad for det«. Nordvest med oplevelser, der skærper min digterhjerne, når jeg prøver at perfektionere min iagttagelsesevne, så jeg fanger digtet, når det pludselig opstår derude et sted.

Nordvest. Lige der på det tilgroede område på hjørnet af Bygmestervej og Bisiddervej med den lille sø, de efterladte sofaer og let spredte havestole. Hvor jeg de første efterårsmorgener sad i en af de slidte sofaer og spiste morgenbrød fra Ørnebageriet og så bydelen stå op. Nordvest, som jeg vender tilbage til for at fange digte ved søen, som jeg skriver ned på mobilen.

Nordvest, hvor folk møder tidligt ind på værtshusene og tjekker tidligt ud igen. Ingen faste lukketider. Hvor alt det udenfor ophører med at eksistere, når jeg fra min plads ved bordet foran spilleautomaterne overhører en samtale mellem slagteren og værtinden om dengang en kendis fra teatermiljøet ville købe kød efter lukketid og ikke kunne forstå et afslag. Og jeg et halvt døgns tid senere vendte tilbage til samme bord for at finde den samme samtale gående mellem de samme mennesker, men nu var kendissen endelig nået ud til sin sportsvogn. Som i øvrigt holdt dobbeltparkeret.

Nordvest. Med sine levn fra en fjern tid, der virker så levende, når jeg støder på den: Støbejernslågen fra C. Schous Fabrikker, Mælkeriet Enigheden med sine hvidkalkede mure, røde teglsten og store bløde bogstaver, der rækker 'Enigheden' op mod himlen, og står som den sidste gamle bygning med sjæl, når jeg slentrer ned ad Bygmestervej. Med den lukkede Bisidderkro, der med sine røgfarvede glas står som et historisk monument. Med det vindblæste grusareal, der bare stirrer tomt ud i luften, der hvor det nu nedrevne værtshus Bondestuen lå på Frederiksborgvej. Med huller i byen og dens historie, der udformer sig til længsel og melankoli og farver mine digte med alt det, der har stået for længe i regnen.

Nordvest. Med sit ungdomshus, sin moske og sin rockerborg. Og sine lysstofrørsoplyste minimarkeder. Og baggårde, som man stadig kan gå på opdagelse i. Med Taxa-værkstedet på Drejervej, der med lave gule bygninger sender tankerne ud af København og i retning af Dragørs små Hollænder-huse. Med frikirke. Og Frederikssundsvejens Skole, der med tilplankede ruder hyler af stilhed med den tomme skolegård. Og med kiosker med livlig snak i baglokalerne og Ekstra Bladet og BT fremme, mens Politiken ikke altid er lige let at opdrive.

Nordvest med indtryk og eventyr er min kreative sparringspartner på ydersiden af ruden.

(Essay skrevet til Politiken, bragt d. 20 januar 2012)

Hul i muren

Jeg fandt for et stykke tid siden en gammel forladt fabrik, måtte om på bagsiden for at finde et hul i muren, kæmpe mig gennem buskadset for at komme ind, og så stod jeg der, lige midt i maven på denne store åndende bygning, med alle dens lyde, dufte og storhed. Lyset der dovent falder ind igennem et hul i loftet, træerne der kører neglene ned af blik-siden og jeg som en lille prik midt på gulvet.

Jo oftere jeg er der, jo mere smelter bygningen og jeg sammen, mit åndedrag følger bygningens puls, og jeg kan stå midt i den kæmpemæssig sal, og blot være en del af den - og jeg har sneget mig op af den rustrøde jernstige, der strækker sig op mod tidligere konduktørers højborge, men nu blot er en åben repos, helt uden vægge, nærmest svævende mellem gulv og loft.

(Skrevet november 2009)

Kærlighed & tømmermænd

Jeg er forelsket, i en by. Aarhus har igen forført mig, velvidende at jeg aldrig ville kunne slå mig ned samme med hende, men kun kortvarigt kigge forbi, for derefter igen a vende tilbage til den faste flamme, København.

Men der er noget smukt over Aarhus, foråret er kommet, det er lunt, og den milde brise fra vandsiden bringer friskhed med sig. Og selvom jeg lider af en seriøs omgang tømmermænd, efter en tur gennem det jyske natteliv, kan jeg ikke smøre smilet af læberne, da jeg checker ud fra hotellet, og træder direkte ud i de allerede lune morgen-solstråler.

Skriften har igen bragt mig over broen, læste op på Løve's bogcafe, sammen med Peter Grønlund og Ronnie Andersen. En hyggelig bogcafe, og et publikum der viste sig at være engageret og lyttende.

Ramte Aarhus ved en 15 tiden, og efter at være checket ind på hotellet hooker jeg op med Grønlund, der er taget herover dagen før. Han er, som jeg, ramt efter en nat med for meget væske og for lidt søvn. Det forhindre os dog ikke i at smage lidt på den lokale bryg, og lykkes os da også at få et godt overblik over vandhullerne, inden vi skal læse op.

Aarhus har en virkelig sammensat charme, midt i et område der minder om Strøget i København, kan man pludselig se små smalle sidegader, der sender tankerne i retningen af sydlige himmelstrøg. Åen der dovent flyder gennem byen skaber en fantastisk kulisse, og så kan Aarhus noget, som København ikke kan mere, på grund af alt for mange klagebreve fra lyd-overfølsomme naboer. Baggårdene, i Aarhus bruges baggårdene til udendørsservering, og danner fantastiske rammer for beværtningerne der ligger i forhusene. Og nu hvor foråret har meldt sin ankomst, er det en fornøjelse at kunne drikke sin øl under åben himmel, stadig bænket ved gode borde, og musikken spillende.

I aften står den på Fredericia, oplæsning, og hvem ved, måske en enkelt kølig, men først er der lige en togtur, og nogen tømmermænd der gerne skal sættes af på en anden station inden.

(Skrevet april 2011)

Nede i skoven

Det er svært ikke at forelske sig betingelsesløst i dem, lige på stedet, kærlighed ved første blik, og umulige at slå ud af hovedet igen, nogensinde.

De der helt naturlige og smukke piger, de der så smukke at det næsten gør ondt at kigge på dem. Ikke dullet-op smukke, men ganske enkelt helt og aldeles smukke fra naturens side. Deres smil der drager en til sig, deres væsen, og deres måde bare at svæve rundt blandt os andre dødelige. Deres måde at kigge i øjnene på når de siger hej, som havde man kendt dem hele livet, og man fornemmer dem nærmest i slowmotion, med håret blafrende og med en duft så dejligt at det kan få en voksen mand til at græde.

Når de ikke er inde for synsvinklen afspilles de som en film på nethinden, og deres smil virker nu endnu mere dragende. Tanken om at være velsignet med gensidig interesse fremstår næsten mere skræmmende, end hvis sagen var den modsatte. Tanken om den lidt længere øjenkontakt, intimsfæren der langsomt formindskes til man mødes i det første kys.

En af dem er jeg netop stødt på, som jeg har meldt min ankomst på Krogerup Højskole, hvor den i aften står på Vinterlyd, hvor jeg skal læse op, og der kommer en række bands og spiller. Nu sidder jeg og tamper i tastaturet på værelse 28, og prøver at fokusere på kommende oplæsning, og ligge den unge dame bag mig, de øjne der som det første fangede mig, da jeg slog døren op til højskolen, og nu sidder så smukt i mig. Og hele Humlebæk er smuk, nænsomt belagt med et tæppe af sne, marker som træer, kun en halv times tid fra København, og alligevel som at være i et andet land.

Gåturen fra stationen varslede allerede om eventyr, den lille sti der sniger sig snebeklædt langs marker og banelegemet , og den middelaldrende mand jeg spørger om vej, sætter ord på netop dette sted ”Følg stien ned i skoven, der deler den sig i tre, du skal tage den midterste” Og det er netop her jeg er , nede i skoven, ikke ude i skoven, over i skoven, men helt og aldeles, med hjerte og sjæl, nede i skoven.

(Skrevet december 2010)

Suset

Visse regler er lavet, blot for at have dem. Sidder i Københavns Lufthavn, indenrigs, hvor turen går til Suset Festival via Aalborg med SK1213.

Optræder ved en 14 tiden, så jeg kan nå at flyve tilbage og optræde København om aftenen, så at flyve skærer flere timer af transporttiden. Dog gør check in reglerne at man får lidt ventetid, og når man som jeg ikke altid for spist morgenmad, pynter lidt til kinden på turen.

Indenrigs er dog på ingen måde en kulinarisk perle, og et eller andet sted i et lummert mødelokale har man besluttet at "restaurantens" køkken ikke åbner før kl. 12, så deres ellers munter Kok Pit menu, med tre ting at vælge imellem, må trækkes ud af ligningen, og finder derfor mig selv gumlende på et par lunkne pølser, et par brød og en isthe til at skylle de 96.50 danske kroner og et minimalistisk måltid ned med.

Dog oplevede jeg for første gang at gå gennem sikkerhedschecket uden problemer, ikke så meget som et løftet øjnbryn, eller skimten til skægget. Måske har man ændret opfattelse af, hvem der udgør en trussel, for en gruppe jydske pensionistfruer fik samme tur som jeg plejer, og måtte både kropsvisiteres og havde deres tasker rodet igennem, mens jeg i ro og mag kunne påmontere mig mit bælte igen, og slentre ind i afgangshallen.

Det tager omkring en halv time at flyve til Aalborg, man kan lige nå at få spændt sikkerhedsbæltet, før flyet gør klar til landing. En ting der stadig fascinerer mig ved flyvning, er folks opførsel når man lander.

Der klappes ikke lige så meget som der blev gjort i 80'erne og 90'erne, vi har åbenbart fundet troen på flyets, og pilotens evner og dermed ikke så overraskede over at være i live. Men det at flyet lige kan nå at plante de små hjul på asfalten, før de første mennesker er begyndt at kæmpe bagage ud af bagageskufferne, påmonterer sig diverse beklædningsgenstande, og så ellers stå presset sammen i mellemgangen, og vente på at dørene åbner.

Og her er altså ikke tale om de største fly når det er indenrigs, så skulle man være uheldig at være sidste mand fra borde, taler vi om en tidsforskel, hvor selv Andy Schleck ville slå koldt vand i blodet, velvidende at man indhenter dem et sted mellem toiletterne og rulletrappen.

(Skrevet august 2010)

Porse Guld og springvand ad libitum

Er i Thisted for at optræde Alive Festival, arrangørerne har indlogeret mig på Hotel Thisted, et gammelt charmerende familiehotel, centralt placeret i byen, en spytklat fra både banegård og byen.

Ved ankomst får jeg udleveret nøglen til værelse 39, og bliver høfligt fulgt op til mit værelse, der byder på de fornødne ting, her i blandt et stk yderst behagelig dobbeltseng.

I Thisted er hele tempoet sat ned, selv sproget. Der siges mindre, men ordene trækkes i længden, og lader vokalerne komme til. Selv tempoet på gågaden er sat ned, og skyder man en Københavner fart, som jeg, tager man sig selv i, pludseligt at være gået ud over kanten af byen, sådan næsten dumpe direkte ned i oplandet til midtbyen, hvilke synliggøres ved at brostenene ender, og asfalten tager over.

Som så mange andre små byer, har Thisted også et par genbrugsbutikker, den ene ved navn Tjernobil Genbrug, hvilke sender mig ind af døren med en vis spænding om, hvad de har på lager. Og alt er som det plejer at være sådan steder. De klassiske vhs-bånd findes i kælderen, sammen med et par lp'er, der alt efter geografisk placering i landet, afgør hvilken artist der er tale om, her er det Vikingarna. Diverse køkkenredskaber er der, selvfølgelig, også, og længere inde i kælderen, herretøj, et udvalg af spraglede skjorter i str. Xxl med dertil hørende slips, der skriger mere op, end konfirmander på Blå mandag.

Ude foran en lille butik, SagaTrend, står en storrygende mand og fejer, der er næsten noget sydlandsk over det, som han står der og rykker rundt på den samme bunke blade, mens han mistroisk skimter op i træet, som prøvede han at forudse hvilke blad, der næste gang slipper sit tag i grenen.

I midtbyen finder man også kirken, truende på en bakke, et par meter over gågaden, der snoer sig gennem byen. Kirkegården, mest af alt en græsplæne, en slags park, med et par enkelte gravpladser, blandt andet bysbarnet, den lokale digter Jens Peter Jacobsen, der døede d. 30. april 1885, og dengang nok ikke i sin vildeste fantasi, havde forestillet sig, at hans endelige hvilested skulle blive med udsigt til et lidt pjusket springvand, og en trappe der fører ned til Store Torv, der denne lørdag danner ramme om en Hyundai udstilling.

Bag bilerne ses byens center, selvfølgelig kaldet J. P. Jacobsen Center, og som alle andre af slagsen er kvadradisk og praktisk. Denne variant dog med store sorte granitfliser, ferskenfarvet belysning, og en sjat vand under rulletrapperne, helt symbolsk virken kun den rulletrappe der leder op i centeret. Når trappen er tilbagelagt venter 19 butikker, incl centerkontor.

Nede af gågaden kommer man forbi bodegaen Fort Indian, der er som taget ud af en gammel cowboyfilm, og forsætter man yderligere ned af gaden, forbi endnu et springvand, ligger Western Saloon, Rio Grande pludselig på lur bag hjørnet, og skaber noget af en kontrast, med dens bjælkefacade, og gamle gullige ruder, der kigger næsten overrasket over på Restaurant Libitum Salto, der har placeret sig direkte ved vandet, i dens store firkantede glasfacede, stålkonstruktion og arkitekttegnede kejthed.

Man må dog elske en by der stadig har deres bryggeri, jeg besøgte Randers for noget tid siden, hvor jeg drak en gravøl med min ven kunstmaler, og Randers dreng Nick Mehlsen, mens vi så gravkøerne bide sig ind i Thor Bryggeriet. I Thisted brygges der stadig, og på Alive Festival flyder øllen og den gode stemning hånd i hånd.

(Skrevet august 2010)

På sporet

Når man med to timers søvn i kroppen, og en smule tømmermænd, pløjer gennem landet i Ic 129, med endestation Lindholm, er det som om, at alle ens sanser er mere på tæerne.

Dette rullende sociologiske studie, af folks vaner, der med et trylleslag har rykket de hjemlige vaner ud i det offentligt rum, og gør at man de næste par timer er tvangsindlagt til at prøve at komme over ens, da alle er fanget i det samme rejsende cirkus, men med hver deres selvvalgt endestation.

Med blot bordet som bygrænse, kræver et ældre ægtepar sig fuld opmærksomhed, som de hoster, pudser næse, og Sudoko-diskuterer sig tættere og tættere på Korsør.

På den anden side af midtergangen, der løber som en hellig flod gennem togstammen, har et ægtepar i 30-40’erne smidt sko og strømper, hun fundet paperback krimien frem, mens han storgabende fylder hovedet med musik fra Ipoden.

Som et fast indslag glider døren dovent op, og sender henholdsvis ældre mænd i for korte shorts, cello slæbende piger og kaffe bærende personer forbi mig. Scenariet slår mig, som den menneskelige udgave af bagagebåndet i lufthavnen, og det spændende i, hvem der kræver ejerskab af personen der glider gennem døren.

Rundt omkring i kupeen sidder folk og sover, i hver deres mere eller mindre heldige position. Damen ved vinduet, hvis hoved hænger tungt på skulderen, den rutinerede med solbriller på, for at skjule søvn i øjnene, den ældre hvis mund står vidt åben, og lyd minder om Vesterhavet og lytten til konkylier, og den unge kvinde, som faretruende lader hovedet hænge ud i midtergangen, og blidt aes over håret, med folks ender, når de prøver at snige sig forbi.

De avis-læsende, bærbar-klimterne, børnefamilierne, og personen der konstant ringes op, blot for at svare på, hvor langt han/hun nu er kommet, og altid har den højeste, og for tiden, mest retro ringetone.

(Skrevet august 2010)

Mit København?

Der er steder og ting man nærmest dagligt passerer, men aldrig undersøger eller benytter sig af, jeg har valgt at udfordre mig selv og kaste mig over nogen af de ting. I dag stod den på centrum, downtown København, vores hovedstad som turisterne, både for udlandet og oplandet, møder den.

Stod af på Nørreport, slentrede i flok med de andre turister, ned af Frederiksborggade, kiggede på butikker, og ikke mindst mennesker, skød gennem Jorcks Passage, lagde vejen forbi Gammel Torv/Nytorv, så Amnesty kaste sig glubsk over de forbipasserende, der roligt sejlede forbi, fangede Sanger Søren med stadig imponerende volume på den vanlige ”Røde tråd” og zigzaggede gennem den stadig voksende hær af professionelle skilteholdere, der lokker med alt fra piercinger til pasta.

Tager man sig der i mod også tiden til at se gennem bygningernes udklædning, med slagtilbud og buldrende bas, så byder indre by på en del flotte gamle huse, men det er nok de færreste på jagt efter nyt tøj, der sænker farten ved Skindergade, lader tankerne falde på Reinholdt W. Jorck, inden de dykker videre ud i Strøget og dets tilbud.

Som jeg stod der i indre by, meldte sulten sig, og for at køre den turist-stil, gik jeg efter de største skilte, de mest prangende overskrifter og lovning om buffet for næsten ingen penge.
Endte på en Mexicansk af slagsen, to trin nede og med næsten samme temperatur i restauranten som udenfor. Tjeneren måtte hentes i køkkenet, hvor en samtale var mere underholdende, end det næsten tomme rum, hvor kun en enkelt herre kørte de sidste bider indenbords.

For anvist bord ved vinduet, bestiller en cola og slentrer mod buffeten, bevæbner mig med tallerken og går ombord i, hvad der er 5 varmeplader/kar. Der er en form for pasta, pommes fritter, med en enkelt blæksprutte-ring, kartofler, blandet sammen med kylling og en kødsovs, der vist er tiltænkt chipsene, som dovent flyder i en skål, som var de glemt fra en fest dagen før. Ovenover, sådan lænet op af væggen, står tre tallerkner med hver deres pizza, med en lampe pegende på dem, tanken var nok at holde dem lune på den måde, hvilke mislykkes fuldkommen, da de må betegnes som godt gammeldags kolde.

Tilbage ved bordet står en balje af en Cola, som selvfølgelig også skal vise sig, at koste mere en selve maden, og som jeg sidder der og smager på varerne, slår det mig at uanset hvad der tygges på, så er der ikke rigtig nogen smag at hente, på trods af det, efterlades man med en fornemmelse af at det man spiser, er stærkt, hvilke måske kan forklare prisen, og størrelsen på colaen, og netop sidstnævnte sender en mod det lille hus, hvor man har fornøjelsen af at restauranten sådan skifter i duft, jo tættere man kommer, desto stærkere bliver lugten af toiletrens. På den anden side af døren viser det sig at toilettet ikke kan skylle og da jeg tænder vandet for at vaske hænder, knækker hanen af, og kun med MacGyver snilde, lykkes det at stoppe en oversvømmelse, hænderne kan ikke tørres, da der ikke er papir og blæseren har for længst åndet ud.

Henter igen tjeneren i køkkenet, betaler, og en kvalme har nu meldt sig, og der må spyttes ivrigt på gaden udenfor, for at komme af med den værste smag af olie. Ikke lige frem en gourmet oplevelse, hvilke man måske heller ikke forventer sig. Selvom det er et sted at spise, er det nok et af de steder, hvor det handler mindst om maden, det er skiltet på gaden der er vigtig, den overkommelige pris, stedets placering og at området hele tiden sender nye ofre ind af døren. Og som jeg forlader steder, træder tre turister da også ind af døren, på vej til at stifte bekendtskab med maden i København – centrum.

(Skrevet februar 2010)

Postkort fra fortiden

Det er ikke altid den mest raffinerede måde at ens hukommelse bliver udløst på. For et par dage siden røg jeg mig godt skæv, og stenede film med en god ven, på vej hjem endte jeg med at stå et kvarters tid og vente på Metroen, og som jeg stod der i natten og kiggede ud på Ørestaden begyndte mine tanker at flakke tilbage til da jeg var yngre, gik i folkeskole, tidligere kærester, venskaber og hvor svært det egentligt er at genkende sig selv fra den gang.

Der dukkede mennesker op, steder, oplevelser op, som jeg ikke har tænkt på siden de fandt sted. Følelser som virkede så voldsomme dengang og tanker om at man aldrig ville kunne komme igennem dem – piger man var overbevist om man aldrig ville komme sig over, aldrig glemme, er alligevel forsvundet i årene, og vendte først tilbage der på perronen.

Det var som om at årene dengang var mere opdelt, man havde klassebillederne til at holde styr på det – nu smelter det hele mere sammen, og jeg kan kun regne mig tilbage via tidligere udgivelser, mit hjemløs år og andre punktummer i tiden.

Da jeg stod der og bladrede i det mentale fotoalbum, og prøvede at sætte den jeg er i dag op mod mit tidligere jeg, var det næsten svært at se det var den samme person. Heldigvis er man kommet videre, blevet klogere, udviklet sig og dermed også været nødt til at efterlade, både mennesker og steder, for ikke at gå i stå, men det er samtidigt også vigtigt at huske hvor man kommer fra, hvem man er og hvad man har oplevet, for ikke at komme til at gentage sig selv.

Der i natten dukkede ting op, som, da jeg dengang stod midt i det, opslugte mig fuldkommen, om det var forelskelse eller fortabelse. Nu dukkede de op en frostklar januar nat, som en flygtig tanke, et postkort fra fortiden om hvem man er, hvad man er gjort af, og at det hele nok skal gå, uanset hvor gråt det til tider kan se ud.

(Skrevet januar 2010)

Værelse 415

Jeg har efterhånden boet på en del hoteller i Danmark, nogle flerstjernet og andre stjerne billige, og på trods af forskellighederne, fra værelser med minebar og udsigt, badekar og fladskærm, til toilet på gangen, udsigt til murer og nattens piger kørende penge ind på lagnet i naboværelset, så plejer der at være den fællesnævner, at sengen i det mindste er god.
At man kan se frem til minimum noget der svare til en dobbeltseng, at man kan være sikker på at ligge udstrakt, både med arme og ben, og med åbent kropssprog byde hoteloplevelsen velkommen.

Denne uskrevne regel har så godt som altid fuldt mig i min rejse gennem landet, lige indtil jeg ramte Århus og tjekkede ind på Cabinn Hotel. Allerede ved checkinn fik jeg nervøse anelser, da det ikke ligefrem lover kvalitet og storhed at dele indgang med en anden virksomhed, i dette tilfælde en hel række, og det mest lysende skilt ved indgangen var da også Djurslands Bank.
Ankommer lidt sent, omkring 22 tiden en søndag og spørgsmålet, hvor man kan finde noget at spise besvares med at man måske kan være heldig at finde noget i 7 Eleven.

Derfra går retningen mod 4. sal med plastik nøglekortet i hånden, passerer ”foyeren”, der emmer af svømmehal og ender op ved værelse 415, hvor døren åbnes og jeg stirrer ind i et rum på størrelse med en liggende telefonboks. Gulvtæppet er lilla med små trekanter i andre nuancer, mens håndklæderne og stigen, der hænger på væggen, hvis man ønsker opredning i køjesengs stil, ridder en fesen lysegrøn. Et smalt skrivebord sniger sig langs væggen, over det et trøstesløst maleri, der flotter sig med at det er skabt unikt til hotellet, og på modsatte side, en halv arms penge derfra, står sengen, der nærmere må betegnes som en briks, og sætter ideer i gang, om man hellere skulle sove i vindueskarmen, da den lader til at være bredere.

Hele rummet er indkapslet i "Vi skjuler noget med denne duft, der er tiltænkt som neutral, men frisk" og oppe under loftet hænger et minimalt tv, der kun kan afsende to danske, et par tyske og et udvalg af PayPerView kanaler ned mod gulvet, først skal fjernbetjeningen dog daskes varm før den virker, og var værelset ikke så småt, ville billedet aldrig komme hele vejen ned til en - dets placering fremkalder minder om tordene præster på prædikestolen, som det troner på sin hvidlakerede hylde i højden.

Da sengen endelig rammes må det erkendes at den ikke bare ser smal ud, men også er det, fødderne er fanget under vindueskarmen, eneste mulige soveposition er på siden, for at kunne være i sengen, og i det øjeblik stifter man bekendskab med den manglende isolering, naboen snorker højlydt, badeværelset afsender konstante pivetoner, og mens man venter på at falde til ro, opdager man hurtigt at det eneste der kan sove dette sted, er armene, man for længst har mistet følelsen i.

(Skrevet januar 2010)

Plads i byen

Jeg brokker mig tit over den nye arkitektur i København, det bejdsede træ, hvide granit, de matte sorte glasruder der trækker sjælen ud af mig og altanerne der kun kan bruges til at kaste sig ud fra med et opgivende suk.
Smag og behag er nu forskellig, og hvor jeg kaster blod op over Ørestaden og Kalvebod Brygge, klapper andre i hænderne og synes det smager at Metropol og Nirvana.

Men engang imellem så sker det at den nye arkitektur afslører sig selv, at den lidt for listige fyr/fyrinde ved tegnebrædtet, peppet op på kaffe og drømme om arkitektoniske priser glemmer at der rent faktisk skal færdes folk i tegningerne der senere hen bliver byen – en af disse steder er Christianshavn Torv.

Ikke at jeg sidder og kræver Kvindefængslet tilbage og navnet ændret om til Kongens Gård som i de gode gamle dage, men jeg tænker blot på den såkaldte fremragende ide det har været at bygge vinduer ned i Torvet, så lysindfaldet nede på perronen skulle, efter planen, være himmelsk. Man glemte blot at tænke på, at man også skal kunne færdes på torvet.

Disse vinduer har netop gjort at man så godt som ikke kan færdes på torvet, når det regner er de glatte som sæbe, og nu hvor sneen daler og frosten rammer er der større chance for at Kurt Westergaard vinder Årets Satiretegning i de arabiske lande, end at komme helskindet over pladsen.

Det skal dog siges at man har indset sin fejl, ikke at det har ændret noget arkitektonisk ved pladsen, men hver gang duggen falder, regner daler eller sneen har lagt sig, ja så traver et par gæve kommunale gutter ud, bevæbnet med rødt/hvidt afspæringsbånd og kegler, så folk ikke brækker benene.
- men lysindfaldet skulle eftersigende stadig være på toppen.

(Skrevet januar 2010)

Post-Pub, Kongens Lyngby

Havde den udsøgte fornøjelse at drikke en fyraftensøl på Post-Pub i Lyngby i dag, det sted emmer af inspiration. Det minder lidt om en skrabet udgave af Hviids Vinstue, eller et godt slidt Rio Bravo, bare uden Western tema.

Bænket i båsen hviler dækservietten tungt over det brune bord, med farver og layout som taget ud af 80'ernes fodbold mani. Den oplyser om 35 års jubilæum, og selvom den er skabt i 2007, er designet på ingen måde opdateret. Bag baren står det rutinerede personale i hvid skjorte og sort vest, og serverer gerne i disse tider, en omgang Gløgg med druknede rosiner og lidt brune kager at bide i.

Fra loftet falder et lettere lyserødt skær, og vender man ansigtet opad, ville man fra skulderhøjde og opefter sagtens kunne blive bildt ind, at man befandt sig på en kinesisk restaurant, med hvad der dertil hører af bambus og andet nips.

Den største oplevelse var turen mod toilettet, støbejerns-gitteret, den smalle gang snigende sig forbi de tre kroniske spilleautomater man altid finder sådan steder, nu blot fængslet i glas til rygerne, trapperne ned til toilettet, det udtørrede springvand, skiltet "Gentleman", 3 D oplevelsen af grønne 70'er klinker over hele badeværelset, vægge som loft og kondomautomaten der ikke har virket siden den gamle 5'er gik på pension.

Når jeg er sådan steder for jeg altid lyst til at få mig et gammelt slidt værtshus, det skulle hedde Skafottet eller Ba-Bu, og mere eller mindre kun være for stamkunderne, der alligevel har mit telefonnummer, og kunne ringe og høre om der var åbent.

(Skrevet julen 2009)

Skriften starter

Årevis er vejen blevet lagt bag mig, rastepladser fløjet forbi, stationer gledet flygtigt tværs over togruder, bølger buldret mod færgers skrog. Alt sammen en del af mig og min skrifts rejse gennem landet. Nu søsættes bloggen "På himlen et fly over Danmark - eller; et frontalangreb på vejen, med alle sanser skærpet".

Bloggen starter hvor skriften starter, et sted derude på vejen, så til at begynde med en række tidligere oplevelser, derefter kommer nye løbende til.