Bor Østerbro for tiden, nærmere bestemt et par opgange fra hvor Strunge lagde vinduet bag sig, og har nu for anden gang taget mig en aften-gåtur rundt om en af søerne. Det er et helt andet København jeg oplever, det er både fremmed og bekendt på samme tid. Der emmer en ro når man går der, trafikken driver langsomt, som lysende øjne, ude på vejene, og omkapsler vandet, der skaber plads til mørket, lige midt i byen, og iklæder alle ansigter skumringens mystik.
Man kan kun fornemme de passerendes ansigter, ikke se alle træk. Og måske den anonymitet gør at man kan få lov til at høre alle deres tanker, i form af samtaler. Fra de to veninder med snak om efternølere, drengene på bænken, om hvorvidt Dan Turéll havde boet ved Søerne, eller blot de tunge vejrtrækninger fra motionisterne, mens de overhæler en.
Til tider sætter jeg mig på en af bænkene og suger det hele til mig, som i dag, hvor månen står flot og spejler sig i vandet, mens flagermusene styrtdykker efter insekter, lyden af grus under skoene, de sagte samtaler, trafikkens susen, duftene, træer og blomster der endelig gør sig til igen. Og midt i det, mig, med lige dele nye og gamle indtryk.
Nye da jeg sikkert ikke har mødt alle disse mennesker før, og gamle, da hver person der passerer mig kaster glimt af minder af sig, de uskarpe ansigter i mørket gør at hver en kvinde kunne være en ekskæreste, en pige man aldrig fik fat i, eller ens kommende kærlighed. Kun åndedraget, ansigtets væsentligste træk, og måden at bevæge sig på, slipper gennem tusmørkets censur.
onsdag den 2. maj 2012
tirsdag den 20. marts 2012
Flakkende gennem byen

Jeg har i fem uger været uden fast tag over hovedet, endnu engang lagt et lejemål bag mig, for at udfordre mig selv, og min skrift. Tilføje nye input, se København fra nye vinkler, og dreje rundt om nye hjørner.
Ønsket er at tage et par måneder, blandt andet på diverse hoteller, hvilke har bragt mig ind af Københavns ældste svingdør, der stadig sender folk ind i lobbyen på Hotel Astoria. Har sendt mig ned af gangen på Turisthotellet, for at tage bad, og tilbage på det klaustrofobiske værelse på størrelse med en kummefryser. Der helt legalt har ladet mig ryge smøger på mit værelse på Hotel Copenhagen Crown, da de stadig har rygerværelser.
Netop nu sidder jeg i en lånt lejlighed i Sydhavnen, kun få meter fra hvor jeg boede en del år tilbage. Ejeren er væk en uge, og har ladet mig bo her imens. Hun er næsten lige flyttet ind, hvilke lejligheden bærer præg af, og udover at være særdeles minimalistisk indrettet, er gulvene også ubehandlede, hvilke gør at man kun må færdes på strømpesokker, og nærmest skal indtage sine måltider med afdækningsplads under sig, for ikke at efterlade mærker.
Hvert hotel, hvert værelse, hver lejlighed har bragt sine historier med sig, sat sig i mig, noget af det vil måske med tiden blive til digte, andet vil måske blot sidde som minder, levet liv, der giver erfaringer, og dermed styrker skriften.
Selvom det er selvvalgt er det altid hårdt ikke at have et hjem, man flakker omkring, man risikerer at blive flyvsk, rodløs, og til tider rastløs, men det giver også en masse oplevelser, historier, indtryk, der alt sammen er nødvendigt for min skrift, og til d. 1 er planen at få fast adresse igen, for igen at kunne fokuserer og forhåbentlig skrive nogen af de mange oplevelser, indtryk ind i nye digte.
mandag den 6. februar 2012
Nordvest
Nordvest. Det er her, jeg har mit skriveværksted. I et gammel bordel. Med ferskenfarvede linoleumsfliser og sirligt hul i panelet, hvor overvågningskameraet sad, så pigerne kunne holde øje med kunderne, der ventede med fingeren på dørtelefonen. Med kammeret med mærker i væggen, der hvor korset hang, og pisken hyppigt svunget. Med store kroge i loftet, som jeg ikke tør tænke alt for længe over, hvad de har brugt til. Og det lille værelse med sminkespejlslamperne, der kan dæmpes, spabadet og den efterladte opslagstavle bag på døren med rengøringsplan og ugentlige pligter.
Og med en bankboks, svarende til et mellemstort værelse, der først blev skåret op, da jeg overtog lejemålet. Fra dengang, der her var skattekontor. Med efterladte kassettebånd fra dengang, SF holdt til i lokalerne. Med støvede optagelser af højrøstede revolutionære snakke, klirrende service og en møde-stemning fra længe inden, rygeforbuddet blev indført. Nordvest, som med historien drivende ned af væggene, gør mig så nysgerrig på alle disse mennesker og historier, at det sætter sig i min skrift.
Nordvest. Med frisørsalonen Niven Klip for foden af opgangen, hvor man for 99 kroner både bliver klippet, barberet, og vender verdenssituationen, som den udspiller sig inde bag ruderne, hvor drengene sidder på række og bladrer i gamle ugeblade, inden det bliver deres tur til at få mere plads under kasketten. Niven Klip, hvor man kan få nærmest filosofiske råd med på vejen, som dengang, jeg sad i frisørstolen, mens en fyr rendte med deres cykelstativ. Og frisøren spænede ikke efter ham, mens han blot helt roligt sagde: »Han havde sikkert mere brug for det end mig. Jeg håber, han bliver glad for det«. Nordvest med oplevelser, der skærper min digterhjerne, når jeg prøver at perfektionere min iagttagelsesevne, så jeg fanger digtet, når det pludselig opstår derude et sted.
Nordvest. Lige der på det tilgroede område på hjørnet af Bygmestervej og Bisiddervej med den lille sø, de efterladte sofaer og let spredte havestole. Hvor jeg de første efterårsmorgener sad i en af de slidte sofaer og spiste morgenbrød fra Ørnebageriet og så bydelen stå op. Nordvest, som jeg vender tilbage til for at fange digte ved søen, som jeg skriver ned på mobilen.
Nordvest, hvor folk møder tidligt ind på værtshusene og tjekker tidligt ud igen. Ingen faste lukketider. Hvor alt det udenfor ophører med at eksistere, når jeg fra min plads ved bordet foran spilleautomaterne overhører en samtale mellem slagteren og værtinden om dengang en kendis fra teatermiljøet ville købe kød efter lukketid og ikke kunne forstå et afslag. Og jeg et halvt døgns tid senere vendte tilbage til samme bord for at finde den samme samtale gående mellem de samme mennesker, men nu var kendissen endelig nået ud til sin sportsvogn. Som i øvrigt holdt dobbeltparkeret.
Nordvest. Med sine levn fra en fjern tid, der virker så levende, når jeg støder på den: Støbejernslågen fra C. Schous Fabrikker, Mælkeriet Enigheden med sine hvidkalkede mure, røde teglsten og store bløde bogstaver, der rækker 'Enigheden' op mod himlen, og står som den sidste gamle bygning med sjæl, når jeg slentrer ned ad Bygmestervej. Med den lukkede Bisidderkro, der med sine røgfarvede glas står som et historisk monument. Med det vindblæste grusareal, der bare stirrer tomt ud i luften, der hvor det nu nedrevne værtshus Bondestuen lå på Frederiksborgvej. Med huller i byen og dens historie, der udformer sig til længsel og melankoli og farver mine digte med alt det, der har stået for længe i regnen.
Nordvest. Med sit ungdomshus, sin moske og sin rockerborg. Og sine lysstofrørsoplyste minimarkeder. Og baggårde, som man stadig kan gå på opdagelse i. Med Taxa-værkstedet på Drejervej, der med lave gule bygninger sender tankerne ud af København og i retning af Dragørs små Hollænder-huse. Med frikirke. Og Frederikssundsvejens Skole, der med tilplankede ruder hyler af stilhed med den tomme skolegård. Og med kiosker med livlig snak i baglokalerne og Ekstra Bladet og BT fremme, mens Politiken ikke altid er lige let at opdrive.
Nordvest med indtryk og eventyr er min kreative sparringspartner på ydersiden af ruden.
(Essay skrevet til Politiken, bragt d. 20 januar 2012)
Hul i muren

Jeg fandt for et stykke tid siden en gammel forladt fabrik, måtte om på bagsiden for at finde et hul i muren, kæmpe mig gennem buskadset for at komme ind, og så stod jeg der, lige midt i maven på denne store åndende bygning, med alle dens lyde, dufte og storhed. Lyset der dovent falder ind igennem et hul i loftet, træerne der kører neglene ned af blik-siden og jeg som en lille prik midt på gulvet.
Jo oftere jeg er der, jo mere smelter bygningen og jeg sammen, mit åndedrag følger bygningens puls, og jeg kan stå midt i den kæmpemæssig sal, og blot være en del af den - og jeg har sneget mig op af den rustrøde jernstige, der strækker sig op mod tidligere konduktørers højborge, men nu blot er en åben repos, helt uden vægge, nærmest svævende mellem gulv og loft.
(Skrevet november 2009)
søndag den 5. februar 2012
Kærlighed & tømmermænd

Jeg er forelsket, i en by. Aarhus har igen forført mig, velvidende at jeg aldrig ville kunne slå mig ned samme med hende, men kun kortvarigt kigge forbi, for derefter igen a vende tilbage til den faste flamme, København.
Men der er noget smukt over Aarhus, foråret er kommet, det er lunt, og den milde brise fra vandsiden bringer friskhed med sig. Og selvom jeg lider af en seriøs omgang tømmermænd, efter en tur gennem det jyske natteliv, kan jeg ikke smøre smilet af læberne, da jeg checker ud fra hotellet, og træder direkte ud i de allerede lune morgen-solstråler.
Skriften har igen bragt mig over broen, læste op på Løve's bogcafe, sammen med Peter Grønlund og Ronnie Andersen. En hyggelig bogcafe, og et publikum der viste sig at være engageret og lyttende.
Ramte Aarhus ved en 15 tiden, og efter at være checket ind på hotellet hooker jeg op med Grønlund, der er taget herover dagen før. Han er, som jeg, ramt efter en nat med for meget væske og for lidt søvn. Det forhindre os dog ikke i at smage lidt på den lokale bryg, og lykkes os da også at få et godt overblik over vandhullerne, inden vi skal læse op.
Aarhus har en virkelig sammensat charme, midt i et område der minder om Strøget i København, kan man pludselig se små smalle sidegader, der sender tankerne i retningen af sydlige himmelstrøg. Åen der dovent flyder gennem byen skaber en fantastisk kulisse, og så kan Aarhus noget, som København ikke kan mere, på grund af alt for mange klagebreve fra lyd-overfølsomme naboer. Baggårdene, i Aarhus bruges baggårdene til udendørsservering, og danner fantastiske rammer for beværtningerne der ligger i forhusene. Og nu hvor foråret har meldt sin ankomst, er det en fornøjelse at kunne drikke sin øl under åben himmel, stadig bænket ved gode borde, og musikken spillende.
I aften står den på Fredericia, oplæsning, og hvem ved, måske en enkelt kølig, men først er der lige en togtur, og nogen tømmermænd der gerne skal sættes af på en anden station inden.
(Skrevet april 2011)
Nede i skoven

Det er svært ikke at forelske sig betingelsesløst i dem, lige på stedet, kærlighed ved første blik, og umulige at slå ud af hovedet igen, nogensinde.
De der helt naturlige og smukke piger, de der så smukke at det næsten gør ondt at kigge på dem. Ikke dullet-op smukke, men ganske enkelt helt og aldeles smukke fra naturens side. Deres smil der drager en til sig, deres væsen, og deres måde bare at svæve rundt blandt os andre dødelige. Deres måde at kigge i øjnene på når de siger hej, som havde man kendt dem hele livet, og man fornemmer dem nærmest i slowmotion, med håret blafrende og med en duft så dejligt at det kan få en voksen mand til at græde.
Når de ikke er inde for synsvinklen afspilles de som en film på nethinden, og deres smil virker nu endnu mere dragende. Tanken om at være velsignet med gensidig interesse fremstår næsten mere skræmmende, end hvis sagen var den modsatte. Tanken om den lidt længere øjenkontakt, intimsfæren der langsomt formindskes til man mødes i det første kys.
En af dem er jeg netop stødt på, som jeg har meldt min ankomst på Krogerup Højskole, hvor den i aften står på Vinterlyd, hvor jeg skal læse op, og der kommer en række bands og spiller. Nu sidder jeg og tamper i tastaturet på værelse 28, og prøver at fokusere på kommende oplæsning, og ligge den unge dame bag mig, de øjne der som det første fangede mig, da jeg slog døren op til højskolen, og nu sidder så smukt i mig. Og hele Humlebæk er smuk, nænsomt belagt med et tæppe af sne, marker som træer, kun en halv times tid fra København, og alligevel som at være i et andet land.
Gåturen fra stationen varslede allerede om eventyr, den lille sti der sniger sig snebeklædt langs marker og banelegemet , og den middelaldrende mand jeg spørger om vej, sætter ord på netop dette sted ”Følg stien ned i skoven, der deler den sig i tre, du skal tage den midterste” Og det er netop her jeg er , nede i skoven, ikke ude i skoven, over i skoven, men helt og aldeles, med hjerte og sjæl, nede i skoven.
(Skrevet december 2010)
Suset

Visse regler er lavet, blot for at have dem. Sidder i Københavns Lufthavn, indenrigs, hvor turen går til Suset Festival via Aalborg med SK1213.
Optræder ved en 14 tiden, så jeg kan nå at flyve tilbage og optræde København om aftenen, så at flyve skærer flere timer af transporttiden. Dog gør check in reglerne at man får lidt ventetid, og når man som jeg ikke altid for spist morgenmad, pynter lidt til kinden på turen.
Indenrigs er dog på ingen måde en kulinarisk perle, og et eller andet sted i et lummert mødelokale har man besluttet at "restaurantens" køkken ikke åbner før kl. 12, så deres ellers munter Kok Pit menu, med tre ting at vælge imellem, må trækkes ud af ligningen, og finder derfor mig selv gumlende på et par lunkne pølser, et par brød og en isthe til at skylle de 96.50 danske kroner og et minimalistisk måltid ned med.
Dog oplevede jeg for første gang at gå gennem sikkerhedschecket uden problemer, ikke så meget som et løftet øjnbryn, eller skimten til skægget. Måske har man ændret opfattelse af, hvem der udgør en trussel, for en gruppe jydske pensionistfruer fik samme tur som jeg plejer, og måtte både kropsvisiteres og havde deres tasker rodet igennem, mens jeg i ro og mag kunne påmontere mig mit bælte igen, og slentre ind i afgangshallen.
Det tager omkring en halv time at flyve til Aalborg, man kan lige nå at få spændt sikkerhedsbæltet, før flyet gør klar til landing. En ting der stadig fascinerer mig ved flyvning, er folks opførsel når man lander.
Der klappes ikke lige så meget som der blev gjort i 80'erne og 90'erne, vi har åbenbart fundet troen på flyets, og pilotens evner og dermed ikke så overraskede over at være i live. Men det at flyet lige kan nå at plante de små hjul på asfalten, før de første mennesker er begyndt at kæmpe bagage ud af bagageskufferne, påmonterer sig diverse beklædningsgenstande, og så ellers stå presset sammen i mellemgangen, og vente på at dørene åbner.
Og her er altså ikke tale om de største fly når det er indenrigs, så skulle man være uheldig at være sidste mand fra borde, taler vi om en tidsforskel, hvor selv Andy Schleck ville slå koldt vand i blodet, velvidende at man indhenter dem et sted mellem toiletterne og rulletrappen.
(Skrevet august 2010)
Abonner på:
Kommentarer (Atom)