Man kan kun fornemme de passerendes ansigter, ikke se alle træk. Og måske den anonymitet gør at man kan få lov til at høre alle deres tanker, i form af samtaler. Fra de to veninder med snak om efternølere, drengene på bænken, om hvorvidt Dan Turéll havde boet ved Søerne, eller blot de tunge vejrtrækninger fra motionisterne, mens de overhæler en.
Til tider sætter jeg mig på en af bænkene og suger det hele til mig, som i dag, hvor månen står flot og spejler sig i vandet, mens flagermusene styrtdykker efter insekter, lyden af grus under skoene, de sagte samtaler, trafikkens susen, duftene, træer og blomster der endelig gør sig til igen. Og midt i det, mig, med lige dele nye og gamle indtryk.
Nye da jeg sikkert ikke har mødt alle disse mennesker før, og gamle, da hver person der passerer mig kaster glimt af minder af sig, de uskarpe ansigter i mørket gør at hver en kvinde kunne være en ekskæreste, en pige man aldrig fik fat i, eller ens kommende kærlighed. Kun åndedraget, ansigtets væsentligste træk, og måden at bevæge sig på, slipper gennem tusmørkets censur.
